Profil
Autoriseret psykolog og skolelærer
Jeg er uddannet psykolog fra Danmarks Pædagogiske Universitet i Århus 2003, og autoriseret af Psykolognævnet i 2006.
Jeg har arbejdet som psykolog i det offentlige i femten år, og har gennem alle årene deltaget i supervisionsgrupper og efteruddannelse. Jeg har endvidere undervist på læreruddannelsen og socialrådgiveruddannelsen gennem en årrække.
Før min psykologuddannelse var jeg skolelærer i både Danmark og Grønland.
Tilbyder samtaler, sparring og supervision
Mine terapeutiske kompetenceområder omfatter blandt andet psykologiske krisesamtaler, stresshåndtering, angst, supervision, parterapi, skilsmisseproblematikker, børn, unge og familier, selvværdsproblematikker, organisationsudvikling og ledersparring.
Jeg er i dag privatpraktiserende psykolog med praksis i Herning midtby. Derudover arbejder jeg som børnesagkyndig ved Retten i Holstebro.
At se, og blive set, som menneske
Arbejdet med mennesker er en konstant kilde til udfordring, inspiration og mening for mig. Erfaringen har lært mig, at ikke to menneskeliv er ens, og viften af faktorer, der kan være med til at påvirke os både arbejdsmæssigt og privat, er meget bred.
Derfor gør jeg mig umage for at møde ethvert menneske fordomsfrit og med respekt. Du bliver altså ikke defineret ud fra hverken religion, køn, seksualitet, etnicitet, politisk overbevisning, alder eller andre faktorer, der kan fjerne fokus fra det egentlige i mødet mellem dig og mig. Du er først og fremmest et menneske.